I SMil Aarhus har vi et klageudvalg, der tager sig af klagesager. Udvalget består af fem frivillige medlemmer med hver sin baggrund for at kunne bistå i den følsomme proces det er at tage hånd om problemer medlemmerne imellem. Klageudvalgets medlemmer vælges på den årlige generalforsamling.
En klagesag kan bestå i dårlige oplevelser med andre medlemmer, hvis man har været vidne til dårlig adfærd, diskretionsovertrædelser eller lignende. Når man henvender sig må man opgive alle nødvendige oplysninger for at klarlægge problematikken. Man er altid velkommen til at henvende sig med sine bekymringer og alle henvendelser tages alvorligt. Klageudvalget arbejder udfra “Aarhusrelevans”, dvs. det er sager der handler om SMil Aarhus og dets medlemmer. Personlige sager der omhandler ting såsom utroskab, ægtefælleproblemer o.lign. er ikke noget, klageudvalget behandler.
Når en sag skal behandles nedsættes der et klagenævn, som består af tre personer fra klageudvalget samt to bestyrelsesmedlemmer. Dette gøres for at undgå inhabilitet, og for at der er input fra alle sider.
Alt efter sagens natur kan der tilbydes forskellige løsninger. Det kan være alt lige fra et mæglingsmøde mellem to parter, sanktionering i form af karantæne eller total udelukkelse fra foreningen.
Brug vores klageudvalg, selv hvis du er i tvivl om en sag kan behandles. Det er bedre at komme til nogen og snakke med dem om det du har på sinde, end at det går dig på. Vi er her for at hjælpe hinanden, og for at undgå, at sprede rygter og uvished imellem hinanden.